Tysk   Engelsk

fotoudstilling

Vi er 4 fotografer og en webmaster, som via Facebooksiden ”MarielystLIVE” vil give sidens følgere indblik i vores skønne natur og seværdigheder. Omdrejningspunktet er Marielyst og Sydfalster, men vi har besluttet os for at udvide ”pastoratet” til at omfatte hele Lolland-Falster, Bogø og Møn for at vise ”sydhavsøernes” mangfoldighed.

Med www.fotografernemarielystlive.dk vil vi vise hvilke andre facetter vi beskæftiger os med - vi spænder vidt og har hver vores udtryk og favoritgenrer.

Kendetegnende for os er, at vi alle har en vis erfaring med at fotografere, nogle af os længere end andre, hvilket fremgår af vores hårfarve, men fælles for os er en glødende interesse for fotografiet og høj kvalitet i det vi laver.

Vi har hver især valgt en række kategorier, hvor vi lægger fotografier ud, nogle af dem kan du købe i den tilknyttede webshop, alle billeder leveres elektronisk, så køberne selv kan få dem printet i den ønskede størrelse.

Fotograferne MarielystLIVE udstiller mindst én gang om året i forbindelse med Kunsthåndværkermarkedet på Marielyst Torv, som finder sted tirsdage i juli og den første tirsdag i august.

Denne hjemmeside er starten – flere udstillinger kan komme til, fotoforedrag – og måske fototure for interesserede – vi ser muligheder.

Velkommen til – håber du vil nyde vore fotografier – og lade dig inspirere

 

Fotograf Alex Christensen

Alex er den der har været med på Facebooksiden længst, vi mener det er omkring 4 år siden MarielystLIVE havde sin spæde start – i dag er der over 6.000 der følger siden, og som i højsæsonen har en rækkevidde på omkring 35.000 pr. uge.
Alex har blandt mange andre ting, fotodokumenteret etableringen af Marielyst Torv, og er sammen med PH tilknyttet Maribo Domkirke i 600-års jubilæet i 2016, hvor de fleste aktiviteter dokumenteres og som skal resultere i en fotobog som udkommer i starten af 2017.
Alex er om nogen synonymt med Marielyst – hans strandbilleder er legendariske og høster stor anerkendelse på MarielystLIVE.
Fotoreportager fra begivenheder i og omkring Marielyst hører også til Alex’ spidskompetencer, ligesom han er en erfaren bryllups- og portrætfotograf.
Alex bor på Marielyst.

Fotograf Poul-Henrik (PH) Bergmann

PH står for administrationen af Facebook-siden MarielystLIVE, og koordinerer de 4 fotografers opgaver med at dække de event’s der fremgår af den eventkalender som står på udvalgte steder på Marielyst i sæsonen.
PH har fotograferet det meste af sit voksenliv, inspireret af sin far Poul Erik Bergmann, som mange på hans egen alder husker som en dygtig skolefotograf i Nykøbing.
PH fotograferer landskaber og har en særlig forkærlighed for Gedser og Omegn, hvis Facebook-side han også administrerer sammen med Uffe Junker.
Fotoreportager – gerne krydret med en lille historie er sammen med motorsport – primært rally og historisk motorsport en af PH’s passioner, men PH har også en forkærlighed for detaljer.
PH er efter 40 år i hhv. Silkeborg, Skive og Nordsjælland, med en afstikker til Kenya, flyttet tilbage til Falster og bor nu på Bøtø, og arbejder stadig med lederudvikling som partner i www.O2.nu.

Fotograf Poul Hansen

Poul er gruppens ”Benjamin” mere end 10 år yngre end resten af ”flokken”.
Poul er som Alex og PH en af gruppens reportagefotografer, en disciplin han med sit utrættelige ”gå-på-mod” og hans helt særlige evne til at forfølge et motiveller eller en mulighed.
Poul bor i Væggerløse og udover reportage/pressefotos, fotograferer han bryllupper, konfirmationer og fotos til hjemmesider.

Fotograf Tom Wilkki

Tom har ligesom Alex og PH fotograferet i rigtigt mange år og underviser i fotografi. Tom er detaljens mand og nok den i gruppen der mestrer disciplinen ”fotokunst” bedst, på tur med Tom oplever man en helt ny verden i motiver og muligheder.
Tom bestræber sig altid på, at hans billeder skal give en oplevelse af enkelthed, detalje og ro.
Der bliver kælet for hvert eneste fotografi, og her gælder helt klart kvalitet frem for kvantitet. Tom dækker også Marielyst, men primært er han gruppens ”fremskudte post”, som bringer Nordfalster og andre udflugtsmål nærmere Marielyst, fordi som Tom siger: ”Jeg vil gerne vise vore sommergæster, hvilke fantastiske muligheder der er for dagsudflugter, hvis det ikke lige er ”strandvejr”.
Tom bor i Eskilstrup

facebook marielyst